Tenorsaxofonisten Ben Webster er en af jazzens store solister, elsket langt ud over snævre jazzkredse for hans smukke spil med den karakteristiske tone. Han voksede op i Kansas City, kom til New York og indgik i Fletcher Hendersons orkester, indspillede fine plader med bl.a. Billie Holiday i 1930’erne, så kom tre banebrydende år omkring 1940 med Duke Ellingtons orkester. Herefter spillede Ben Webster mest med egne grupper, og indspillede mange skønne plader under eget navn i 1950’erne med andre giganter som Billie Holiday, Oscar Peterson, Coleman Hawkins og Harry Edison.
I 1965 kom Ben Webster til Danmark og bosatte sig, og så kunne det danske publikum høre ham live i Montmartre eller når han turnerede rundt til landets jazzklubber. Dansk TV lavede mange fine optagelser med Ben og danske musikere som NHØP, men også når nogle af de gamle venner fra USA kom på besøg i Danmark.
I denne aften skal vi se klip fra utallige film og TV-udsendelser fra Ben Websters lange karriere i USA og i Danmark.